Rikke Laurent Lund Adamsen
Min erfaring med dyr går langt tilbage, idet jeg er vokset op med dyr omkring mig. Jeg har igennem min opvækst haft dyr som hunde, katte, høns, ænder, gæs, kaniner, får og marsvin, og har haft med heste at gøre siden jeg var 6 år. Jeg har trænet familiens hunde siden jeg var 11, og gået til både agility og lydighedstræning i DcH, DKK og kortere tid i en jagtklub.
Min store interesse for dyr, førte til at jeg valgte at uddanne mig til dyreadfærdsterapeut, på Etologisk Institut i Høng. Uddannelsen indebærer at jeg har modtaget grundig og bred undervisning i både indlæringspsykologi og etologi (læren om dyreadfærd), taget praktiske eksaminer med både hund, hest og kat, overværet og deltaget i Etologisk Instituts adfærdsbehandling m.m.
Jeg afsluttede uddannelsen i juni 2004 med et gennemsnit på 10. Mit videnskabelige afgangsprojekt omhandlede betydningen af hvalpes alder ved overdragelse i forhold til senere udvikling af adfærdsproblemer.
Se eksamensopgaven her.Jeg har udover mine egne hundetræningshold, i en periode fungeret som hundetræner for henholdsvis Balders Hundeskole og hundeskolen ved Hund & Træning, og herigennem lært en masse af at have samarbejdet med andre dygtige hundetrænere.
Jeg har haft mit eget firma siden september 2004 med adfærdsbehandling og træning af en lang række dyr, og har efter vi flyttede ind på Dyrelykkegaard i efteråret 2008 haft min egen træningsplads, hvorfra vi har kunnet tilbyde hundetræning og hundeleg.
Ved siden af mit arbejde som dyreadfærdsterapeut, har jeg læst psykologi på Københavns Universitet, hvor mit interessefelt ligger indefor det kliniske område, herunder med særligt fokus på dyrs betydning for mennesket og brugen af dyr i terapi. Jeg blev færdiguddannet som cand.psyk. i maj 2010. Læs mere om dette område på www.dyrelykkegaard.dk.